/\

ANNONCE

Lukas Graham. Fra venstre mod højre Magnus Larsson, Lukas Forchhammer, Kasper Daugaard og Mark Falgen. Foto: Danny Clinch
Lukas Graham. Fra venstre mod højre Magnus Larsson, Lukas Forchhammer, Kasper Daugaard og Mark Falgen. Foto: Danny Clinch

Mennesker

Mød Lukas Forchhammer

En stribe af hits har gjort det danske band Lukas Graham til verdensstjerner. Men hvis du forventer rockstjernenøkker og vilde udskejelser fra bandets frontmand Lukas Forchammer, må vi skuffe dig.

Om Lukas Forchhammer
Alder: 28
Bor: København
Familie: Partner og datteren Viola
Karriere: Skuespiller i den danske filmserie Krummerne. Startede Lukas Graham i 2011.

Read more

Lyset er dæmpet, og scenen i House of Blues i Boston er helt mørk, men et spotlight lyser den fuldt påklædte mannequin ved trommesættet op. Og man må lige kigge efter en ekstra gang, før man er sikker på, at det ikke er et menneske, der sidder deroppe. Senere i aften kommer der gang i trommerne, lysshowet vil fylde scenen, og publikum vil juble over Lukas Graham – de danske stjerner, der er i fuld gang med at tage USA og resten af verden med storm med deres kæmpehit "7 Years".

Men lige nu er her stille. Og mørkt. Anders, Lukas Grahams tour manager, leder mig gennem de snoede gange bag scenen til stedets green room, hvor jeg skal mødes med Lukas Forchhammer, det 28-årige københavnske übertalent, som står i spidsen for bandet.

Han er forsinket. Og det er helt ok. Det er rockstjerner nogle gange. Så jeg gør alt, hvad enhver journalist med respekt for sig selv ville gøre – jeg går på opdagelse. Lad os se – flasker med dyr rom og lime? Check. Masser af importøl i køleskabet? Check. En million flasker vand? Check. Men der er også et køleskab fyldt med frisk, koldpresset juice. Er det ikke lige lovligt sundt for et rockband? På disken står der 3-4 pakker Wasa-knækbrød ("sundt" og "fuldkorn") – det sparker jo ikke ligefrem en fest i gang. Jeg stikker hovedet ud på badeværelset, og det er her, jeg endeligt får bekræftet, at dette møde drejer sig om lidt ud over det sædvanlige. Her finder jeg nemlig en ung mand, som hænger tøj op på et rullestativ. Og det er ikke læderjakker med nitter eller jeans med huller eller glitterkostumer, han hænger op. Det er babytøj, der bliver hængt til tørre – pink og grå sparkedragter og små yndige sæt.

"Det er til hans datter", siger manden og ruller dem over i hjørnet, så tøjet er lidt ad vejen, og går ud af lokalet. (Jeg finder senere ud af, at hun hedder Viola og er fire måneder gammel.) Og her begynder den uventede rejse i selskab med Lukas Forchhammer.

Koncert på  Roundhouse på Camden, London 2017. Foto: Getty Images

Han har al mulig grund til at være arrogant, hvis han havde lyst til det. Han og hans band turnerer i øjeblikket verden rundt på bølgerne af den store succes "7 Years", "You’re Not There" og "Mama Said". De har spillet live ved det amerikanske Grammy-show (og var nomineret i tre kategorier), i Jimmy Kimmels aftenshow og talkshows som Ellen og Good Morning America. De har været på coveret af Billboard Magazine. De optager live videoer fra Facebooks hovedsæde. Deres sociale kanaler flyder over med kommentarer fra entusiastiske fans hjemme i Danmark og fra resten af verden.

Men på en enkelt eftermiddag formår Forchhammer at vise, at han er langt ældre end sin fysiske alder, reelt interesseret i at kommunikere med de mennesker, der omgiver ham, autentisk ydmyg, hurtig til at smile og fyre en vittighed af, elsker at udforske emner og villig til at svare ærligt på spørgsmål – og til at gå rundt på koncertstedet til ære for fotograferne. Og det alt sammen uden en PR-medarbejder, der springer rundt for at korrigere hans svar, eller en stylist, der retter på hans krave eller roder op i stjernens hårpragt.

Fortæl mig, hvordan det føles at bryde igennem? Hvordan føles det at være berømt kunstner?

For det første er jeg ikke en kunstner. Kunstnere tjener penge, efter de er døde. Jeg er entertainer. Jeg er lyriker. Jeg er sangskriver. Jeg er performer. Jeg har aldrig følt, at jeg skaber kunst, men det er fordi, jeg har gjort det, siden jeg var 12. Jeg kan bare ikke lide ordet "kunstner". Det er et stigma. Kunstnere stiller overdrevne krav og er barnlige og irriterende og infantile.

Hvad er pointen med berømmelse overhovedet?

Berømmelse har slået de fleste af de mennesker, vi godt kan lide at lytte til, ihjel. Vi gjorde aldrig dette for at blive berømte. Vi gjorde det, fordi vi slet ikke kan lade være. Vi spiller musik for at leve af det. Det er det, vi gør. Vi elsker det. Berømmelse er en uheldig bivirkning ved at få succes som musiker.

OK. Lad os tale om, hvad det betyder for dig at være fra Danmark, og hvordan det påvirker dine sange.

Altså jeg synes, at min kunstneristiske tilgang er meget langt fra dansk. Flere danske bands klarer det uden for Denmark?", men det er første gang i lang tid, og alle spørger os: "Kommer I fra en bestemt dansk genre?". Og i virkeligheden er der ikke rigtig nogen scene. Det er sjovt, at det sker så organisk, så uafhængigt. For mig har Christiania helt afgjort haft en stor betydning. Og det betyder stadig rigtig meget, ikke bare som barn af området, men også som barn af København. Jeg er bare en helt almindelig fyr, hvilket er lidt svært at holde fast i, når man laver alt det her. Derfor er Christiania et godt sted at komme fra, fordi når man er vokset op i et hus uden badeværelser, og man skal gå rimeligt langt for at få et brusebad i fællesbadet, som var både nudistbaseret og unisex, lærer man en hel del om andre mennesker. Og om sig selv. Man lærer at kende sine rødder. Jeg vidste, at et godt liv ikke handler om penge, for vi havde ikke nogen, da jeg voksede op.

Tre er (ikke) en for meget. Forchhammer med to af sine "boys" Magnus Larsson og Mark Falgen. Foto: Danny Clinch

Du er blevet far for nylig. Hvordan har det ændret dit liv og din karriere?

I modsætning til mange unge mænd på min alder, har jeg altid vidst, at jeg ville være far. Jeg kan huske, at jeg havde den her tanke allerede, da jeg var yngre, at jeg ikke ville være kæreste med en pige, hvis jeg ikke kunne se hende være mor for mine børn. Så jeg har ikke haft en, før min nuværende kæreste. Min første og eneste, håber jeg. Jeg synes, at det er meget lettere, end folk har gjort det til. Der er mange ting, man ikke kan gøre på samme måde som før, men min familie er med mig på turne. Vi har været sammen fysisk i fem måneder. Det er aldrig sket før, fordi jeg har været på turne. Fem eller seks uger var det maksimale, jeg har haft hjemme. Jeg måtte gå midt i at min datter blev skiftet for at nå vores interview.

Du taler meget om dine "boys" og din relation til de mennesker, du voksede op sammen med. Hvordan har det påvirket din måde at være performer og sangskriver?

Jeg kan faktisk ikke spille på noget instrument. Jeg skriver tekster, jeg laver melodier, men jeg har mit band, som jeg arbejder sammen med. De er alle sammen danskere, som jeg har gået i skole med. Jeg har kendt Stefan og Rissi og Pilo (der alle tre er berømte danske producere i dag) i rigtig mange år. Jeg ville ikke have fået min pladekontrakt uden dem. Da jeg startede med at skrive den første amerikanske release, den første verdensomspændende pladeudgivelse, ville pladeselskabet ikke betale for at flyve Stefan og Rissi til LA. De ville ikke betale for et hus. Så købte jeg billetter til dem og lejede to ekstra biler og et kæmpe hus i Hollywood Hills. Og så startede vi derfra. Bare fordi vi ville gøre det på vores måde. Jeg er ikke min lyd. Jeg er ikke min musik. Jeg er mine sange. Jeg er mine tekster. Jeg er min historie. Jeg er klar over, at jeg er et produkt, men jeg er ikke musikken.

Vil du fortælle lidt om din kreative proces, og hvor du tager hen for at finde inspiration?

Jeg skriver næsten hver dag. Efter Violas fødsel, og da vi begyndte at turnere meget og rejse lidt for meget, svingede kreativiteten en smule, men jeg kan vælge at sætte mig ned og være kreativ. Jeg kender ikke så mange sangskrivere, der kan det. Jeg kan ganske enkelt beslutte: "Okay, nu vil jeg skrive noget". Og så bliver det normalt ret godt. Nogle gange finder man den inspiration som i "7 Years", der bare flyder – 3,5 time senere var sangen færdig. Det strømmede bare ud af mig. Jeg har skrevet så længe. Jeg kan huske, at jeg en gang hørte Eminem sige, at han skrev hver dag, fordi når han vil sætte sig ned og skrive et hit, er det ikke så svært, fordi han allerede er i gang med at skrive.

Hvad er det mest magiske tidspunkt til dato i din karriere?

Vi optrådte på Wembley Stadium foran 80.000 tilskuere sidste sommer. Vi gik direkte fra koncerten, kørte til den lokale lufthavn og fløj med privatfly til Aalborg for at spille vores egen 90-minutters koncert foran 15.000 tilskuere. Og fire timer efter at være gået ned fra scenen i Storbritannien sad vi på et privatfly med så meget udstyr, at vi ikke kunne komme ud på toilettet. Vi knælede bag i flyet og tissede i et par flasker. To timer senere var vi i Aalborg. Jeg åbnede døren, og stå stod politiet lige uden for, og jeg spurgte: "Hvorfor skal vi undersøges nu?". Og de svarede: "Nej nej, vi ved, at I er forsinkede i forhold til koncerten. Vi ville bare lave paskontrol med det samme". Og jeg tænkte: "Har vi nået det niveau nu, hvor politiet møder op, bare for at vi kan komme igennem paskontrollen hurtigere? We did it!"

Og det har de i sandhed gjort. Tilbage i House of Blues er vi ved at være færdige med vores photoshoot uden for koncertstedet. Forchhammer poserer foran en væg med blueslegender og ser helt afslappet ud ved siden af ikoner som Muddy Waters og Sonny Boy Williamson. Han mingler og snakker afslappet med de fans, der allerede er begyndt at stå i kø til koncerten. De nærmer sig ham nervøst, og han ser reelt glad ud for at mødes med dem, skrive autografer og være med på et par selfies. Han giver hån og krammer dem, som om han har kendt dem i årevis. Hvorefter han roligt vender sig om og går tilbage til tourbussen. Tilbage til sin familie og hans hjem på landevejen. Tilbage til rejsen, der i virkeligheden kun lige er begyndt. 

Tekst: Devin Wilson

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Book flybillet

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk